Sangkraft Hjørring har modtaget støtte fra Nord Energi Fonden til videreudvikling af Sundhedssang på Sundhedscenter Hjørring. Støtten skal være med til at styrke tilbuddet Syng dig sund, hvor sang og fællesskab går hånd i hånd med trivsel og glæde.
Sang kan noget særligt. Det er tanken bag Syng dig sund, som Sangkraft Hjørring står bag på Sundhedscenter Hjørring.
Nu har tilbuddet fået støtte fra Nord Energi Fonden, så arbejdet med Sundhedssang kan videreudvikles og fortsat skabe gode rammer for deltagerne.
Ved overrækkelsen deltog blandt andre adm. direktør i Nord Energi, Per Hylle, som fremhævede, at projektet ligger godt i tråd med fondens formål.
– Fællesskab, trivsel og glæde er netop nogle af de områder, Nord Energi Fonden gerne vil støtte. Derfor er vi glade for at kunne bidrage til et initiativ, der samler mennesker og skaber værdi lokalt, siger Per Hylle.
Han pegede samtidig på den særlige ejerform bag Nord Energi.
– Faktisk skal deltagerne også takke sig selv. Nord Energi er en forbrugerejet koncern med omkring 100.000 lokale medejere. Når man får leveret el gennem vores elnet, er man samtidig medejer af Nord Energi. På den måde er støtten fra fonden også et eksempel på, hvordan værdier bliver ført tilbage til det område og det fællesskab, vi er en del af, siger Per Hylle.
Hos Sangkraft Hjørring glæder man sig over støtten, som skal være med til at udvikle tilbuddet yderligere.
På billedet ses adm. direktør i Nord Energi Per Hylle, formand for Sangkraft Hjørring Tina Gaarden Geertsen samt korleder Christina Thoft, der også er næstformand i Sangkraft Hjørring.
Om Nord Energi Fonden
Nord Energi Fonden støtter lokale initiativer og projekter, der skaber værdi og udvikling i Nord Energis forsyningsområde. Fonden har blandt andet fokus på fællesskab, trivsel og aktiviteter, der kommer lokalområdet til gavn.


